77 borgere har bestilt en fartkontrol hos Vestegnens Politi

Efter anmodninger fra borgere har Københavns Vestegns Politi foreløbig været ude og måle fart 46 forskellige steder i politikredsen.

(Foto: Midt- og Vestsjællands Politi)

Efter den nye ordning med ’Bestil en betjent’ på politiets hjemmeside har Københavns Vestegns Politi indtil nu modtaget 77 henvendelser fra borgere, som bad om en fartkontrol i deres område.

Flere har ønsket en kontrol på de samme veje eller steder, hvor politiet i forvejen måler fart jævnligt. Foreløbig har borgerhenvendelserne medført fartkontroller 46 forskellige steder på Vestegnen – se vejlisten nederst.

“Vi måler som udgangspunkt farten på to forskellige tidspunkter – typisk i dagtimerne og om aftenen. Nogle steder vender vi selv tilbage og følger op, hvis vi oplever, at alt for mange kører for hurtigt,” siger vicepolitiinspektør Søren Enemark.

Siden 1. januar har færdselsafdelingens enhed for automatisk trafikkontrol (ATK) foreløbig gennemført 92 ’Bestil en betjent’-fartmålinger på de 46 steder. Med tiden vil alle steder få mindst to besøg af fotovognen.

“Det er fint, borgerne beder os måle, hvor de oplever for høj fart, og vi får mest positiv respons fra folk i lokalområdet, når fotovognen dukker op,” siger Søren Enemark.

Ved de 92 kontroller passerede i alt 54.033 køretøjer. 1.442 blev blitzet i for høj fart. Udover en bøde får 148 dertil et klip i kørekortet, fordi de kørte over 30 procent for hurtigt. 12 overskred fartgrænsen med over 60 procent og står nu til en betinget frakendelse og en ny køreprøve.

Du kan læse mere om ’Bestil en betjent’ her: https://politi.dk/bestil/bestil-en-betjent