Fem teenagedrenge anholdt efter hardball-skyderi

(Arkivfoto: Allan Andersen)

AARHUS: Østjyllands Politi fik mandag kl. 15.06 en anmeldelse fra en bekymret borger, der fortalte, at en gruppe unge mænd råbte af hinanden og pegede på hinanden med pistoler på Hammershusvej i Aarhus V.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Flere patruljer blev sendt til stedet, og da de kom frem, forsøgte fem drenge at flygte til fods. De blev dog indhentet af både betjente og politihunde, og alle blev anholdt.

En hardballpistol lå tilbage på græsset, og en politihund snusede sig frem til en anden hardballpistol, der lå i et buskads.

De fem drenge, der er i alderen 16-17 år blev alle sigtet for at forstyrre den offentlige orden, og de social myndigheder blev underrettet.