Fra Retten: Udvisning af mindreårig for grov vold 

(Modelfoto)

Procesbevillingsnævnet har den 23. maj 2019 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 15. februar 2019.

(Modelfoto)

Tiltalte, som var pakistansk statsborger og indrejst i Danmark som 7-årig i 2011, blev i byretten fundet skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i forening med flere medgerningsmænd at have overfaldet en 14-årig dreng med flere slag og spark i hovedet og på kroppen, herunder med en kæp, og endvidere ved at have tildelt forurettede tre knivstik i henholdsvis brystregionen og højre og venstre balle, hvilket medførte, at forurettede var i livsfare.

Byretten idømte tiltalte fængsel i 2 år og 6 måneder samt en advarsel om udvisning

Tiltalte, som var 15 år på gerningstidspunktet, blev i byretten idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år og 6 måneder, der også omfattede en betinget straf i en dom for røveri.

Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på lovovertrædelsens grovhed og oplysningerne om tiltaltes personlige forhold. Byretten lagde desuden vægt på, at det aktuelle forhold blev begået få måneder efter tiltaltes dom for røveri. I øvrigt henviste byretten til, at forholdet blev begået efter ikrafttræden af lov nr. 358/2018, hvorefter straffen for grov vold begået med kniv kan skærpes yderligere ud over den generelle skærpelse med en tredjedel.

Byretten fandt ikke grundlag for at udvise ubetinget, navnlig henset til tiltaltes unge alder, indrejsen i Danmark som barn og til det forhold, at tiltalte kun havde begrænset tilknytning til Pakistan. Tiltalte blev derfor tildelt en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden ankede byrettens dom med påstand om skærpelse af såvel straffen som udvisningssanktionen, mens tiltalte påstod frifindelse.

Landsretten forhøjede fængselsstraffen og udviste tiltalte med indrejseforbud for bestandig

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet. Landsretten forhøjede herefter fællesstraffen til fængsel i 3 år og 6 måneder, og fandt desuden grundlag for at udvise tiltalte af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Ved strafudmålingen lagde landsretten navnlig vægt på, at det grove og umotiverede knivoverfald skete i forening med flere medgerningsmænd, og at det udelukkende var gennemført som en straffeaktion med henvisning til en episode tidligere på aftenen, hvor tiltalte ikke selv deltog. Landsretten lagde desuden vægt på, at forurettede havde været i livsfare, ligesom det indgik i landsrettens vurdering, at tiltalte kort tid forinden overfaldet blev straffet for ligeartet kriminalitet. Endelig lagde landsretten vægt på lovbemærkningerne til lov nr. 358/2018, hvorefter straffen skal afspejle den potentielle fare ved vold begået med kniv eller lignende.

Ved bedømmelsen af udvisningsspørgsmålet fandt landsretten efter en samlet proportionalitetsafvejning, og navnlig i lyset af arten og grovheden af såvel det aktuelle forhold som tiltaltes tidligere kriminalitet, at de hensyn, der talte for udvisning af tiltalte, var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning. At tiltalte var mindreårig på gerningstidspunktet og på tidspunktet for domfældelsen kunne efter omstændighederne ikke føre til at andet resultat.