Politiet vejleder vognmænd inden studenterkørsel

(Foto: Rigspolitiet)

Der var stor tilslutning til politiets informationsmøde med vognmændene, inden sommerens studenterkørsler løber af stablen.

(Foto: Rigspolitiet)

Fejl og fare. Sidste års kontrol af studenterkørsler viste mange alvorlige fejl, og der var to alvorlige uheld i Østdanmark under studenterkørsel – også kaldet eksamenskørsel.

Derfor tog politiet og en stor skare af vognmænd fat på de problemstillinger, der kan opstå, når de unge studenter skal fragtes landet rundt til studenterkørsel.

På et informationsmøde arrangeret af Tungvognscenter Øst i Greve deltog omkring 30 vognmænd, der repræsenterer i omegnen af 200 chauffører.

Fokus på sikkerhed
Sidste år var der to alvorlige uheld i forbindelse med studenterkørsel på Sjælland, de omkringliggende øer og Bornholm, og derfor var der stor fokus på sikker og forsvarlig transport af de unge i 2019, fortæller politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.

”Grunden til, at vi afholder sådan et møde, er, at det er vores pligt at forsøge at undgå ulykker. De unge mennesker skal have en god tur i en studentervogn, men der skal være fokus på sikkerhed og orden fra vognmændenes og chaufførernes side,” siger Henrik Fobian.

Derfor stillede både betjente og jurister op til de spørgelystne vognmænd, der på informationsmødet fik indblik i de mange sikkerhedsforhold, der skal være i orden, inden studentervognen kører med flokken af unge.

Lærerigt for politiet
Det var blandt andet synskrav, krav til kørekort, førerkvalifikationer, indretning i køretøjerne, køre- og hviletider og meget mere, som politiet fik anledning til at fortælle om.

Desuden er færdselssikkerhed og sikkerhed for passagererne et højt prioriteret område for politiet. De fremmødte blev præsenteret for eksempler på, hvornår politiet vil skride til sigtelser mod chauffører og vognmænd, hvis ikke forholdene er i orden.

”Vi fik også indblik i nogle af de problemstillinger, som vognmændene oplever, når de udfører disse transporter, og det var lærerigt for os. Alt i alt har vi fået mange positive tilkendegivelser fra vognmændene, der gerne ser, at de bliver inviteret til informationsmøde hvert år,” siger politikommissær Henrik Fobian.

Arrangementet var forbeholdt sjællandske vognmænd, men flere udtrykte ønske om også at udbrede ideen til resten af landet, fortæller politikommissæren fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Regler for eksamenskørsel 
Eksamenskørsel kræver ikke længere politiets tilladelse
Alle køretøjet skal være godkendt af en synsvirksomhed senest 1 år før kørslen finder sted
Ejeren af køretøjet skal have tegnet forsikring, der dækker personskade på de transporterede passagerer
Hastigheden må ikke overstige 40 km/t i tættere bebygget område og 60 km/t uden for tættere bebygget område. De til en hver tid gældende hastighedsbegrænsninger skal følges.
Eksamenskørsel må ikke finde sted på motorvej eller motortrafikvej

Kilde: Færdselsstyrelsen