To mænd tiltalt at besidde skarpladt pistol under bandekonflikt

(Modelfoto)

En 24-årig mand og en 35-årig mand er begge blevet tiltalt for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol et offentligt sted hhv. forud for og under den nuværende konflikt i Aarhus V mellem bandegrupperingerne Trillegårdsgruppen og Kalmargadegruppen.

(Modelfoto)

Begge er tiltalt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. I begge tilfælde har anklagemyndigheden taget den såkaldte bandeparagraf 81a i brug, som kan give en forhøjet straf, fordi politiet vurderer, at de to mænd er bandemedlemmer, og at forbrydelserne er sket i relation til en bandekonflikt.

Den 35-årige der, ifølge anklageskriftet, har relation til Trillegården, er tiltalt for i februar at have været i besiddelse af en pistol på et offentligt sted i Aarhus V. Han blev anholdt i marts og efterfølgende varetægtsfængslet. Ud over våbenbesiddelse tiltales han også for flere indbrud og diverse overtrædelser af færdselsloven.

Den 24-årige, der ifølge anklageskriftet, har relation til Kalmargadegruppen, blev også anholdt i marts og varetægtsfængslet. Udover at være tiltalt for at besidde en skarpladt pistol i det offentlige rum tiltales den 24-årige også for besiddelse af narko, for anden våbenbesiddelse og for flere færdselsforseelser.

Anklagemyndigheden lægger op til længere fængselsstraffe i begge sager, og derudover kan et opholdsforbud muligvis komme i spil i begge sager. Et opholdsforbud vil betyde, at de to mænd kan få forbud mod at opholde sig i et bestemt område i en længere periode, hvis de bliver dømt.

Der er berammet retsmøde i den ene sag den 2. og 4. juli 2019, mens den anden sag ikke er berammet endnu.