To slagsbrødre i slagsmål på åben gade

(Foto: Allan Andersen)

LEJRE: To mænd skabte uro og uorden, da de kastede sig ud i slagsmål på Gammelgårdsvej tirsdag eftermiddag.

(Foto: Allan Andersen)

Der blev kl. 14.03 slået alarm om et spontant slagsmål mellem to mænd, og politiet kørte hastigt til stedet, hvor slagsmålet hurtigt blev fløjtet af.

En af slagsbrødrene – en 18-årig mand fra Roskilde – stak af fra stedet, men blev dog senere fundet af en hundepatrulje, som var blevet tilkaldt til stedet. Den 18-årige var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, hvorfor han blev frihedsberøvet til afrusning og anbragt i detentionen efter en lægeundersøgelse.

Den anden part i slagsmålet – en 20-årig mand fra Roskilde – blev også anholdt, da han var eftersøgt af politiet til sigtelse og afhøring i flere sager, herunder en voldssag.

Slagsmålet mellem de to mænd havde ikke ført til nævneværdige skader, hvorfor de ikke blev sigtet for noget i den anledning. Begge er efterfølgende blevet løsladt efter hhv. afrusning og afhøring til straffesagerne.