Vakst vidne fældede indbrudstyv: Tog foto af tyve på flugt

(Foto: Politi.dk)

Østjyllands Politi fremstiller torsdag en 25-årig mand i et grundlovsforhør. Han er sigtet for indbrud begået på Godfred Hansens Vej i Aarhus N onsdag kl. 09.01 og for brugstyveri af motorcykel.

(Foto: Politi.dk)

Et vidne havde bemærket en sort motorcykel med to mænd på, hvorefter den ene mand var stået af og forsvundet. Vidnet hørte et brag, og så motorcyklen komme retur, hvor det så ud som om, den ene af mændene bar noget under sin højre arm.

Vidnet var vaks og fik taget et billede af de to mænd med sin mobiltelefon. Billedet blev sendt rundt i flere afdelinger internt i politiet, og kort tid efter var der gevinst. En kollega kunne genkende den ene af mændene på motorcyklen og kort efter middag kørte en patrulje ud og bankede på døren hos den 25-årige mand, der lå og sov. Han blev med det samme anholdt og sigtet for indbrud. På hans bopæl fandt betjentene også en lampe, der var blevet stjålet i forbindelse med indbruddet.

Da der fortsat er en medgerningsmand på fri fod vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.