Vidne søges i forbindelse med brandsag

THISTED: Midt – og Vestjyllands politi søger et vidne i forbindelse med eksplosion/brandsag i butikken Thy slik i Thisted den 2. maj 2019. Vidnet tog sig af en tilskadekommen person, og politiet håber, at denne person kan lede dem videre i efterforskningen.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

I forbindelse med branden i Thy Slik i Thisted den 2. maj kom en person til skade. Denne person fik hjælp af en ukendt person ved p-pladserne på havneområdet mellem pølsevognen Burgerfri på Havnen og Havnegrillen/Telenor på Havnetorv i tidsrummet kort efter branden/eksplosionen den 2. maj 2019 kl. 00.39.

Det er denne person, politiet gerne vil i kontakt med i håb om, at vedkommende kan bidrage med afgørende oplysninger til den videre efterforskning.

Den tilskadekomne var forbrændt i ansigtet og på hænderne, og blev hentet af en bekendt mens vidnet var til stede. Der er intet signalement af vidnet udover, at der er tale om en dansk mand.

Politiet har ingen oplysninger om hvor længe vidnet var ved den tilskadekomne, ligesom det præcise tidspunkt ikke kendes, udover at det var mellem ca. kl. 00.45 – 01.15.

Midt – og Vestjyllands Politi ønsker kontakt til vidnet ligesom andre personer med oplysninger, der kan have relevans for efterforskningen bedes kontakte politiet på tlf. 114.