21-årig mand smidt direkte i fængsel for narkohandel

(Modelfoto: Allan Andersen)

KALUNDBORG: En 21-årig narkohandler var jævnt uheldig, idet politiet kom til hans adresse i et helt andet ærinde og derved afslørede hans lyssky forretning.

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 21-årig mand fra Kalundborg blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for overtrædelse af straffelovens narkotikabestemmelser i forbindelse med handel med ca. 50 gram kokain og ca. 165 gram hash samt for besiddelse på bopælen af yderligere ca. 60 gram kokain, ca. 100 gram hash og ca. 80 gram MDMA med henblik på videresalg.

Politiet kom onsdag på uventet besøg hos den 21-årige i forbindelse med efterforskningen af andre sager og fandt i den forbindelse de beskrevne mængde narkotika.

Udover narkotika fandt politiet også en strømpistol og en totenschlæger hos den 21-årige, der fik sagen afgjort straks og blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen mod den 21-årige, der forblev frihedsberøvet efter dommen med henblik på øjeblikkelig afsoning af den idømte straf.