40-årig kvinde kendt skyldig: Seks års fængsel for drabsforsøg 

(Arkivfoto: Allan Andersen)

SAKSKØBING: Retten i Nykøbing Falster har mandag d 24. juni 2019 fundet en 40-årig kvinde skyldig i drabsforsøg.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Kvinden havde den 8. december 2018 stukket sin daværende samlever i brystet med en kokkekniv med en bladlængde på 20,5 cm, hvorved samleverens lunge blev beskadiget.

Tre dommere og fem nævninge fandt det bevist, at kvinden havde til hensigt at dræbe samleveren, da hun stak ham. Disse voterende lagde videre til grund, at samleveren ved knivstikket kunne have været i livsfare, idet han uden lægelig behandling kunne være afgået ved døden.

Der var en nævning, der stemte for at frifinde kvinden for drabsforsøg, og alene finde hende skyldig i grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1, i overensstemmelse med hendes erkendelse.

Kvinden udbad sig betænkningstid med hensyn til, om hun ville anke dommen.

Retten besluttede, at kvinden fortsat skulle være varetægtsfængslet, hvilket kvinden accepterede.