Chauffør kørte på vognmands førerkort

(Modelfoto: Allan Andersen)

Både chauffør og vognmand blev sigtet for flere overtrædelser, da Tungvognscenter Syd ved en kontrol onsdag den 12. juni standsede et dansk vogntog ved Padborg.

(Modelfoto: Allan Andersen)

Da Tungvognscenter Syd i samarbejde med Færdselsstyrelsen og Fødevarestyrelsen gennemførte en kontrol med fokus på transport af dyr, standsede de et dansk vogntog med smågrise på vej til Tyskland.

’Det stod hurtigt klart for tungvognscentrets personale, at det ikke var lastbilschaufførens eget førerkort, der sad i lastbilens takograf’ fortæller Fg. Vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjyllands Politi. ’Det viste sig, at førerkortet tilhørte hans vognmand – som vel at mærke ikke var med i lastbilen.’

En nærmere efterforskning viste, at chaufføren tidligere havde benyttet vognmandens førerkort i mindst ét tilfælde og det afdækkede tillige flere overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne. Både chauffør og vognmand blev sigtet for flere overtrædelser af køre-hviletiden. Chaufføren blev derudover sigtet for personelfalsk efter Straffeloven – og vognmanden for medvirken til det.