Fire unge mænd anholdt: Sigtet for voldtægt af 16-årig pige

AARHUS: 16-årig pige anmelder voldtægt ved Brabrandsøen, fire unge mænd anholdt.

Østjyllands Politi modtog fredag kl. 08.46 en anmeldelse fra en 16-årig pige, der oplyste, at hun kort forinden var blevet voldtaget af flere mænd ved Brabrandsøen i det vestlige Aarhus.

Der blev sendt flere patruljer til stedet, og gerningsstedet var afspærret i flere timer, mens der blev foretaget gerningsstedsundersøgelse og sporsikring. Østjyllands Politi har i løbet af fredagen efterforsket sagen og foretaget en række undersøgelser og afhøringer.

Fire mænd på 16, 18, 19 og 19 år er blevet sigtet i sagen, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at parterne har haft et forudgående kendskab til hinanden.

Da efterforskningen fortsat pågår har Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om sagen.