Politiet og forsvaret patruljerer nu i Middelhavet

Regeringen besluttede i efteråret 2018 at øge det danske Frontex-bidrag. En del af det bidrag er to patruljebåde, der nu er indsat i den østlige del af Middelhavet.

(Rigspolitiet)

Sent lørdag aften var en de danske patruljebåde med besætningen på to politifolk, fire soldater fra Forsvaret samt en græsk forbindelsesofficer for første gang indsat på Middelhavet i farvandet mellem den græske ø Kos og Tyrkiet.

De to patruljebåde skal det næste år støtte den græske grænsekontrol til søs med patruljering i farvandet. På hver af de to patruljebåde er to betjente. I alt skal 31 danske betjente udsendes fem uger ad gangen.

Baggrunden for bidraget er, at regeringen sidste efterår besluttede, at Danmark skulle øge støtten til beskyttelse af EU’s ydre grænser.

Bekæmper menneskesmugling og grænseoverskridende kriminalitet
Opgaven er at forhindre menneskesmugling og grænseoverskridende kriminalitet. Det omfatter blandet andet søgrænseovervågning og rapportering af ulovlige aktiviteter i området og indgriben over for disse. Herudover skal besætningen på bådene også assistere de græske myndigheder i forbindelse med håndtering af migrantbåde og assistere de lokale myndigheder i eftersøgnings- og redningsoperationer.

Med på hver af bådene er også en græsk forbindelsesofficer, der formelt set har ansvaret for operationen. Politifolkene på bådene leder således indsatsen på baggrund af anvisninger fra den græske forbindelsesofficer, der har den formelle kontrol med indsættelsen.

Fakta om Frontex
Frontex er EU’s grænse- og kystvagtsagentur, som har til opgave at overvåge EU’s ydre grænser for herigennem at forhindre ulovlig migration og grænseoverskridende kriminalitet.

Danmark bidrager – i lighed med de øvrige EU-lande – via Frontex til styrkelsen og overvågningen af EU’s ydre grænser.

Frontex-samarbejdet er en videreudvikling af Schengen-samarbejdet.