To mænd anholdt: Sigtet for skunkfremstilling i Hillerød

Foto: Allan Andersen

HILLERØD: Nordsjællands Politi anholdt og sigtede tirsdag to mænd fra Hillerød for gennem længere tid at have drevet et større skunklaboratorium i den 45-åriges hus i Hillerød. Nordsjælland Politi fandt blandt andet 136 hampplanter i villaen, hvor de to mænd blev anholdt.

Foto: Allan Andersen

Det er Nordsjællands Politis sektion for Særlig Operativ Forebyggelse, som har efterforsket oplysninger om, at der skete fremstilling af skunk på adressen, og tirsdag morgen kørte politiet ud til stedet.

Da den 42-årige mand åbnede døren, blev patruljen mødt af en kraftig lugt af hash inde fra huset. Ved en nærmere undersøgelse af ejendommen, blev der fundet produktionsudstyr, 136 hampplanter, 102 ml. hampeolie samt godt 2 kg tørrede topskud.

Den 45-årige mand ankom til huset kort tid efter, og blev her erklæret for anholdt.

Da det politiets vurdering, at de euforiserende stoffer var produceret med henblik på videresalg, blev begge mænd sigtet for salg af euforiserende stoffer. Ingen af dem, er kendt af politiet i forvejen, og de blev begge løsladt efter endt afhøring.

Da sagen fortsat er under efterforskning, har Nordsjællands Politi ikke yderligere oplysninger eller kommentarer.