To mænd skudt ned på Kappelvænget i Aarhus

Foto: Allan Andersen

AARHUS: Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 00.35 en anmeldelse om, at to yngre mænd var blevet ramt af skud på Kappelvænget i Aarhus Vest.

Foto: Allan Andersen

En 23-årig og en 31-årig mand blev behandlet for deres skader på hospitalet, og Østjyllands Politi er nu i fuld gang med efterforskningen af skyderiet, der skete omkring kl. 00.35.

Der blev straks sendt flere politipatruljer og ambulance til stedet, der kunne konstatere, at de to mænd var blevet ramt af skud i benene. De blev begge kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital, og er konstateret udenfor livsfare.

Østjyllands Politi har hele natten intensiveret patruljeringen og arbejdet på gerningsstedet. Der var natten igennem afspærret på Kappelvænget på grund af teknikernes  gerningsstedsundersøgelser.

Politiets efterforskning har indtil videre afdækket, at der blev afgivet flere skud på Kappelvænget, hvorefter flere gerningsmænd kørte fra stedet i en bil. Bilen blev set køre fra Kappelvænget og herfra i ukendt retning. Det er fortsat uvist, om episoden har forbindelse til den bandekonflikt, der er mellem to grupperinger i Aarhus Vest p.t.

– Jeg kan godt forstå, hvis folk bliver utrygge, når der bliver skudt på åben gade i deres nabolag. Derfor vil vi gerne vise vores synlighed i området og give folk mulighed for at få en snak med vores betjente om situationen. Samtidigt opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de har set episoden eller har eventuelle oplysninger om gerningsmændene, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

– Det er endnu for tidligt at sige, om skudepisoden har forbindelse til bandekonflikten i området, men det er selvfølgelig naturligt, at vi kigger i den retning. Nu skal vi have foretaget en række afhøringer og efterforskningsskridt, inden vi kan konkludere noget i forhold til motiv og gerningsmænd, fastslår Michael Kjeldgaard.

Har du oplysninger om skudepisoden, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.