Uroligheder på Klostertorvet

(Arkivfoto: Allan Andersen)

AARHUS: Østjyllands Politi var i løbet af søndagen i flere omgange forbi Klostertorvet i Aarhus i forbindelse med uro på stedet.

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Politiet fik den første anmeldelse kl. 10.50 om, at 3-4 personer var oppe at slås og stod og råbte af hinanden. Der blev sendt flere patruljer til stedet, og det endte med at tre personer, en 32-årig mand, en 33-årig mand og en 30-årig kvinde, blev administrativt frihedsberøvet jf. politiloven og kørt til politigården for at få skabt ro på stedet.

I løbet af eftermiddagen opstod der igen uro på torvet, hvor op mod 40 mennesker var forsamlet. Alle personerne blev bortvist fra stedet, men en gruppe nægtede at forlade stedet, og i tidsrummet fra ca. 14.00 til 16.10 blev 12 personer, seks kvinder og seks mænd i alderen 21 til 55 år, administrativt frihedsberøvet jf. politiloven.

En af de frihedsberøvede, en 24-årig kvinde, løb pludselig fra stedet, men blev ved Gammel Munkegade indhentet af en betjent. Hun blev sigtet for at være flygtet som frihedsberøvet. Ingen af de øvrige 14 personer, der blev frihedsberøvet fra Klostertorvet i løbet af søndagen blev sigtet.

Den store forsamling af mennesker på torvet havde medført en del affald, og Aarhus Kommune blev derfor kontaktet med henblik på at komme til stedet med en fejemaskine, så det kunne blive ryddet op.

Østjyllands Politi vil også de kommende dage køre ekstra tilsyn i området ved Klostertorvet for at sikre ro og orden på stedet.