77-årig kvinde mistede livet efter handikapcykel blev påkørt af bil

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NYSTED: En 77-årig kvinde fra Nysted mistede torsdag livet efter at have været indblandet i en trafikulykke med en handicapcykel.

Kvinden sad i en fastspændt kørestol på cyklen, som havde en 68-årig mand fra lokalområdet som fører. De kørte på Sakskøbingvej i retning fra Nysted mod Herritslev, da de blev ramt af en bagfra kommende bil med en 36-årig mand fra lokalområdet ved rattet.

Den 68-årige mand blev kørt til sygehuset i Nykøbing til behandling for sine knubs, mens den 77-årige kvinde blev fløjet til rigshospitalet med helikopter.

Her afgik hun få timer senere ved døden.

Politiets bilinspektør har undersøgt uheldsstedet, og de præcise omstændigheder ved ulykken skal nu fastlægges.