Otte-årig dreng sparkede lokalbetjent i hovedet

(Foto: Allan Andersen)

GREVE: Ved almindelig patrulje torsdag eftermiddag omkring kl. 15.00 traf politiets lokalbetjent i Greve en otte-årig dreng, som hun ønskede at tale med, idet drengen kom gående alene og blev skønnet psykisk sårbar af betjenten.

Betjenten forsøgte at tage kontakt til drengen, men da han stak af i løb satte betjenten efter ham med det samme.

Betjenten fik fat i drengen, der modsatte sig kontakt i en sådan grad, at han tildelte lokalbetjenten et spark i hovedet. Flere civile vidner og en af politiets motorcykelbetjente kom til og hjalp med at få beroliget drengen.

Han blev derefter hentet og kørt tilbage til sit opholdssted. Politiet har nu registreret hændelsen som en §119 – Vold mod personer i offentlig tjeneste, men den mindreårige dreng vil ikke blive draget til ansvar for sin handling grundet hans unge alder.