Sigtet for at true med at skyde piges hest

(Modelfoto)

THORSØ: En 66-årig mand endte med at blive anholdt, efter at han torsdag var blevet så sur på en ni-årig pige og hendes mor, at han truede med at skyde pigens hest.

Årsagen til hans vrede var, at pigen omkring kl. 19.00 kom ridende ind over hans grund på en adresse i Thorsø. Ved siden af gik pigens 38-årige mor og ifølge den 66-årige havde de ingen ret til at gå på stedet, og han kom derfor i diskussion med kvinden.

Under diskussionen truede han ifølge kvinden med at skyde pigens hest, hvis de nogensinde kom forbi igen – det fik pigens forældre til at ringe til politiet, der efterfølgende aflagde den 66-årige et besøg.

De traf ham udenfor hans hus, hvor han blev anholdt og sigtet for at have fremsagt trusler, der havde fremkaldt alvorlig frygt for andres liv og helbred. Betjentene fandt også en kniv på den 66-årige, så han blev sigtet for at bryde knivloven som en ekstra bonus.