Stiv knallertkører forsøgte at flygte fra politiet

(Arkivfoto: Allan Andersen)

KALUNDBORG: Natten til mandag kl. 00.02 standsede en patrulje en knallert, der kom kørende af Bredkildevej i vestlig retning, for at foretage en rutinemæssig kontrol af føreren og hans knallert.

Knallerten blev ført af en 34-årig mand fra Kalundborg. Føreren af knallerten bar ikke styrthjelm, og patruljen mistænkte, at føreren havde en promille over det tilladte. Manden blev derfor sigtet for spirituskørsel.

Da patruljen ville anholde manden for at få udtaget en blodprøve, forsøgte manden at slå betjentene, og han løb fra stedet.

Betjentene løb dog hurtigt manden op og han blev anholdt og lagt i håndjern, mens han gjorde kraftig modstand. Manden blev senere på natten løsladt igen, men han er fortsat sigtet i sagen og vil høre nærmere, når hans sag skal afgøres.