31-årig kvæstet i færdselsuheld

(Arkivfoto: Allan Andersen)

NÆSTVED: Onsdag klokken 7.36 skete der er færdselsuheld på Vallensved Bygade i Vallensved lidt uden for Næstved, hvor en motorcykel ramte en modkørende bil frontalt.

En 31-årig mand fra Næstved, der kom kørende i vestlig retning på motorcykel, mistede herredømmet over motorcyklen, strejfede en forankørende bil med en 56-årig kvinde fra Næstved ved rattet, og han kom herefter over i den modgående kørebane, hvor han ramte en bil frontalt.

Den 31-årige blev fløjet til rigshospitalet til behandling for sine kvæstelser, mens føreren af den modkørende bil – en 19-årig mand fra Korsør – blev kørt til kontrol for sine knubs på sygehuset i Slagelse.

Vejen var spærret frem til klokken 10.27, hvor politiets bilinspektør havde afsluttet sine undersøgelser på ulykkesstedet.

Der fremgår ingen oplysninger i døgnrapporten om den 31-årige motorcyklists tilstand.