Brand i lagerbygning: Bygningen nedbrændte totalt

KIRKE SAABYE: Kl. 13.08 kørte politi og brandvæsen til en lagerbygning med tre lagerhaller, hvor en brand havde fået alvorligt fat.

I lagerhallen var der primært pap og træ, og derfor fik branden hurtigt fat i genstandene og lagerhallerne var fuldstændig overtændte og truede et stuehus hvorfra såvel personer som dyr af sikkerhedsmæssige årsager blev evakueret.

Grundet den forholdsvis stille vind var der ikke fare for røg for personer i området eller den omkringliggende trafik.

To andre beboelser i nærheden blev bedt om at lukke døre, vinduer og ventilation, så de ikke blev udsat for røg.

Alle tre haller brændte ned til grunden, og onsdag morgen var brandvæsnet stadig i gang med efterslukningsarbejdet. Politiets assistance var ikke længere nødvendig kl. 14.30, men brandefterforskere skal senere tilse stedet for at finde frem til brandens ophav.