Indbrudstyve afsløret af presseomtale og vaks borger

ODENSE: Takket været pressen og en opmærksom borger fik Fyns Politi hurtigt tilvejebragt en ”Bamsestol” og en ”Snowball” PH-lampe som blev stjålet i Odense i sidste uge. Henvendelsen førte endvidere til anholdelse af 3 personer i relation til sagen.

– Efter at medierne bragte billederne fra indbruddet i Odense, hvor to personer stjæler en Bamsestol og en PHlampe, så fik vi en henvendelse fra en borger, som havde gjort en lidt speciel iagttagelse. Borgeren bor et helt andet sted i Odense, men da han læser om indbruddet i pressen kommer han i tanke om, at han den morgen, hvor indbruddet er sket om natten, ser en Bamsestol og en PH-lampe blive læsset af en mindre varebil og ind i en bagbutik i en bygning, som ikke lige lignede et sted, hvor den slags designer-ting normalt ville findes, fortæller Politikommissær Finn Allan Wegner fra Fyns Politis indbrudsgruppe i en pressemeddelelse.

Fyns Politi ransager kort efter adressen, hvor tingene var blevet set sat af, og det fører til fundet af både lænestol og lampe, som nu er leveret tilbage til rette ejer.

Samtidigt med at man finder de stjålne genstande anholder Fyns Politi tre person, som menes at have relation til indbruddet, og man finder en ydermere en “Svane”-stol-kopi og lampe, som nu skal undersøges yderligere.

– Det er altid en god dag, når vi hurtigt kan genforene borgerne med deres stjålne ejendele. Og derfor er vi også rigtig glade for, at pressen bringer billederne og historien om indbruddet, for ellers havde vi måske aldrig hørt fra den opmærksomme borger, siger Finn Allan Wegner – og tilføjer, at når vi så også kan fange et par indbrudstyv samtidigt, så er det jo rigtig godt.