Kort proces: Tyv anholdt, dømt og udvist samme dag

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HARLEV: Knap otte timer efter han var blevet anholdt, blev en 33-årig polsk mand søndag idømt 30 dages fængsel og udvist af Danmark for at have begået indbrud i en varebil. Det var en opmærksom ung mand, der i første omgang ledte Østjyllands Politi på sporet af den 33-årige. 

På Gammel Stillingvej i Harlev bemærkede han kl. 03.15 en mistænkelig bil holde, og da han også så en diverse værktøj ligge i græsset ved siden af, besluttede han at ringe til politiet. Det viste sig at være en god idé. En hundepatrulje opdagede, at nogen havde brudt ind i en varebil på stedet, og at der manglede nogle kasser med værktøj. Gerningsmanden var dog ikke i nærheden. Derfor blev patruljehunden sat til at lede efter spor, og den fik hurtigt færten.

I et buskads i nærheden fandt den noget af det stjålne værktøj, og den viste vej hen over en mark, hvor den fandt flere tyvekoster. Ved Stillingvej snusede den sig frem til yderligere spor, inden den til sidst ledte hundeføreren ind i en privat have. Her dukkede en mand pludseligt frem fra en busk og begyndte at løbe fra stedet. Han var dog ikke hurtigere end politihunden, der indhentede ham og holdt ham i skak, indtil betjenten kom frem.

Den undløbne mand viste sig at være en 33-årig mand fra Polen. Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør senere søndag. Her erkendte han forholdet og fik en straksdom på 30 dage, som han nu skal afsone med det samme. Derudover blev han udvist af landet med indrejseforbud i seks år.