Sur på politiet: Bilist uden kørekort kørte alt for stærkt

(Modelfoto: Allan Andersen)

AARHUS: Færdselsafdelingen gennemførte torsdag aften en færdselsindsats i Aarhus Vest. Det førte til 21 sager fordelt på 12 personer, hvoraf en af dem bragte sig selv i fedtefadet ved sin opførsel.

Én af de sigtede, en 23-årig mand, havde i forbindelse med en anden politiforretning set sig sur på politiet og kørte derfor ud på Ringvejen og satte speederen i bund.

Desværre for ham drønede han lige forbi en færdselsbetjent, der holdt på en sidevej og målte hastigheden, der var høj nok til at udløse et klip i kørekortet. Da betjenten samtidig kunne genkende føreren af bilen og vidste, at han lige før sommerferien var blevet frakendt førerretten, fik han også en sigtelse med for kørsel i frakendelsestiden.

Indsatsen gav følgende sigtelser:
Manglende sikkerhedssele: 1 
Anvisninger ej efterkommet: 2
Unødig brug af horn: 2
Manglende tegngivning: 3
Kørekort ej medbragt: 2
Nummerplade ej monteret foran: 1
Oplysningspligt: 1
Rødt lys: 3
Overhaling højre om: 1
Hastighed til klip: 2
Hastighed til betinget frakendelse: 1 
Kørsel i frakendelsestiden: 2