To x narkofangst ved grænsen: Tesla beslaglagt efter narkofund

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Samarbejdet mellem Udlændingekontrolafdelingen (UKA Vest) og Told resulterede i fund af især ecstasy, blandt andet i en norsk Tesla.

Samarbejdet mellem Toldstyrelsen og Syd- og Sønderjyllands Politi i den særlige Politi- og Toldenhed i Padborg har de seneste dage resulteret i to narkotikasager ved grænsen.

To syriske mænd bosat i Østrig kom tirsdag kørende over grænsen ved Frøslev. Her blev de udtaget til kontrol. I bilen  blev der fundet ca. tre kg ecstasy, ca. 300 gram kokain og ca. 300 gram MDMA.

De to mænd på henholdsvis 38 år og 31 år blev anholdt og sigtet for narkotikasmugling, og onsdag blev mændene fremstillet i grundlovsforhør i retten i Sønderborg. Her blev de af dommeren varetægtsfængslet i fire uger.

En anden narkotikasmugler blev afsløret ved Frøslev grænseovergangen onsdag og dømt  torsdag, det var en 32-årig hollandsk mand, som er bosat i Norge, kom onsdag ved 16-tiden kørende til grænsen, hvor hans bil, en Tesla, af medarbejderne i den særlige Politi- og Toldenhed blev udvalgt til kontrol.

Kontrollen afslørede, at der i bilen var skjult 516 ecstasy-piller. Manden blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191.

Retten i Sønderborg idømte ham så  torsdag  en straksdom på  syv måneders ubetinget  fængsel og seks års indrejseforbud. Teslaen blev beslaglagt med henblik på dækning af sagsomkostninger.

Manden modtog dommen.