Udslip på virksomhed i Horsens: 27 personer på hospitalet

(Foto: Local Eyes)

HORSENS: Sydøstjyllands Politi modtog i morges lidt over 8.00 en anmeldelse om et syreudslip på West Pharmaceutical Services Danmark A/S – også kendt lokalt som West.

Politi, brand og redning blev sendt til stedet. Det viste sig, at ingen medarbejdere havde været i direkte kontakt med syreudslippet, og der foreligger heller ingen oplysninger om, at nogen skulle være kommet til skade ved udslippet. For en sikkerhedsskyld blev 27 medarbejdere dog sendt til tjek på sygehuset.

Foreløbige undersøgelser viste undervejs, at udslippet formentligt skete, da et rør, der var ved at blive renset med syre, lækkede.  Eksperter har fastslået, at der er tale om stoffet calcium polysulfid.

Kemikalieudslippet er stoppet og inddæmmet, og der er ikke fare for mennesker eller miljø gennem spredning i hverken luft, gennem jord eller kloakker.

Arbejdstilsynet er underrettet om uheldet, og der foregår nu en efterforskning af hændelsesforløbet med henblik på at afgøre, om der er nogen, der kan stilles strafferetslig ansvarlig for det.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. 

(Foto: Local Eyes)