Voldsmænd identificeret: Politiet efterlyser voldsoffer

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HADERSLEV: Politiet vil gerne i kontakt med yngre mand, der blev overfaldet i Haderslevs natteliv, natten til søndag d. 28. juli omkring kl. 03.30.

Politiet har identificeret gerningsmændene i kraft af videoovervågning, men mangler at komme i kontakt med offeret, en yngre mand, der blev udsat for grov vold på Gravene i Haderslev.

Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordøst, har fået kendskab til voldshændelsen i kraft af videoovervågning, men da den unge mand ikke selv har kontaktet politiet og anmeldt overfaldet, opfordrer man ham til at henvende sig ved at kontakte Servicecenter på telefon 1-1-4.

På videoovervågningen kan man se, at den mandlige forurettede inden hændelsen kommer gående fra Nørregade og tværs over Gravene i retning mod Tribunen. Manden har en pizza i hånden, og da han passerer Danske Bank på Gravene, går han forbi en gruppe personer, der står og diskuterer, hvorefter overfaldet finder sted.

Gerningsmændene er allerede identificerede i forbindelse med anden efterforskning.