Voldsmand kastede med hjulkapsler

(Arkivfoto: Allan Andersen)

GRENAA: Natten til onsdag kl. 01.45 var et vennepar, en 16-årig dreng og en 16-årig pige, på vej fra Circle K på Østerbrogade i Grenaa og i retning mod Netto, da de blev opmærksomme på en gruppe drenge, der var på vej i modsatte retning.

Pludselig kastede én af drengene en hjulkapsel mod venneparret og råbte ”kan I gribe?”. Det fik den 16-årige dreng til at spørge, hvad han havde gang i, hvorefter personen gik hen til den 16-årige, mens resten af gruppen gik videre.

Ifølge den 16-årige råbte de to lidt af hinanden, hvorefter den 16-årige begyndte at gå fra stedet. Han nåede dog ikke langt, før personen tog fat i ham bagfra ved at lægge en arm om hans hals og lægge ham ned, hvorefter han slog ham flere gange i ryggen og i ansigtet.

Den 16-årige pige forsøgte at skille parterne ad, men endte også selv på jorden. Den 16-årige dreng fik sig dog revet fri og løb fra stedet.

Gerningsmanden beskrives som:
Dansk af udseende
22-25 år gammel
185-190 cm høj
Lys i huden og med brunt, kort hår
Havde et bredt smil, mørkebrune skægstubbe, lige tænder og fremhævet kæbe
Talte dansk
Var iført rød/orange trøje og kasket i samme farve

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set episoden ved Cirkle C på Østerbrogade i Grenaa kl. 01.45 i nat. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.