Flyvende hollænder med 154 kilometer i timen på landevej

En bilist kører 154 kilometer i timen på almindelig landevej. (Foto: Midt- og Vestjyllands Politi)

12 gange er hollændere i løbet af det seneste års tid blevet taget for alvorlige fartoverskridelser på vestjyske landeveje og motorvej. 

Midt- og Vestjyllands Politi har systematisk med civile videobiler overvåget strækninger fra den sydlige kredsgrænse til Thyborøn og dokumenteret, hvordan flere biler på hollandske plader kører alt for stærkt – helt op til 154 kilometer i timen på almindelig landevej og 183 kilometer i timen på motorvej. De tolv sager dækker over i alt seks forskellige personer.

Efterforskningen har vist, at det i de konkrete tilfælde har været hollandske fiskere, der gennem natten er kørt op gennem Tyskland, fortsat op gennem Jylland for så at ende i Thyborøn for at fiske. Undervejs har de hollandske fiskere altså kørt alt for stærkt på landsdelens veje.

Når Midt- og Vestjyllands Politi har kunnet sætte en stopper for de hollandske fartsyndere, så er det takket være et vigtigt tip fra en borger i lokalområdet, der undrede sig over, at han så hyppigt mellem klokken 4 og 6 om morgenen blev overhalet af udenlandske biler med meget høj fart.

I de 12 sager har Midt- og Vestjyllands Politi udskrevet bøder mellem 2.500 kroner og 7.500 kroner. I syv tilfælde har det også udløst en betinget frakendelse af kørekortet, mens én har fået en ubetinget frakendelse af kørekortet. I en sag, der endnu ikke er afsluttet, står endnu en hollandsk fisker til at blive frakendt kørekortet ubetinget.

Denne uge kører dansk politi i øvrigt en landsdækkende hastighedskampagne.

Generelt er de civile videobiler et vigtigt redskab i politiets arbejde for at gøre trafikken mere sikker. Ud over hastighed har bilerne eksempelvist fokus på spirituskørsel, hensynsløs kørsel, uopmærksomhed og håndboldt mobiltelefon og GPS-udstyr.