26-årig mand tiltalt for indsmugling af ketamin

(Modelfoto: Allan Andersen)

KRUSÅ: Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 26-årig mand i en sag om indsmugling af 1.988 gram ketamin – et bedøvelsesmiddel, der anvendes ved kirurgiske indgreb, og som også kan misbruges som rusmiddel.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, sagen bliver behandlet ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg mandag den 9. september kl. 09.00.

Den 26-årige mand blev anholdt den 25. maj ved Kruså Grænse af betjente fra UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi, her befandt den 26-årige sig i en bus, der kom fra Hamborg.

I forbindelse med en kontrol i samarbejde med Toldstyrelsen af passagerer og bagage blev stoffet fundet i en taske, som efter politiets opfattelse tilhører manden. Den 26-årige mand nægter sig skyldig, og har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen.

Den 26-årige er tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf i anklageskriftet som blev udfærdiget den 2. juli.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.