34-årig amok: Truede festdeltagere med skarpladt pistol

(Modelfoto: Allan Andersen)

SØBORG: Et skænderi til en beboerfest fik en 34-årig mand til at hente en pistol, og true de andre gæster – det har medført at den 34-årige mand nu er blevet varetægtsfængslet.

Det var en fest i et beboerlokale som lørdag aften pludselig udviklede sig dramatisk, da flere festdeltagere kom op at skændes. Den 34-årige mand løb åbenbart tør for argumenter og hentede derfor en pistol som han truede de andre gæster med.

Den 34-årige hidsigprop blev kort efter anholdt, og politiet har fastslået at ingen af de involverede i dramaet har med bandemiljøet at gøre.

Ryger direkte i fængsel
Straffen for ulovlig våbenbesiddelse er blevet hævet markant, og den 34-årige mand har i den grad placeret røven i klaskehøjde idet hans pistol ikke var en attrap, men derimod et livsfarligt skarpladt skydevåben.

Den åbenlyse livsfarlige besiddelse af et skydevåben medførte da også at den 34-årige mand søndag morgen blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 11. oktober, samtidig med at skydevåbnet blev beslaglagt.

Den 34-årige mand nægter sig skyldig i den alvorlige sigtelse, der nu risikerer at koste ham helt op til 2½ års ubetinget fængsel.