Dumt: Mor filmede sit barn under kørslen 

(Modelfoto: Allan Andersen)

Fredag aften var Østjyllands Politi på færdselsindsats i Aarhus Vest, og desværre var der igen en del bilister, som ikke overholdt færdselsreglerne. Betjentene uddelte 15 kørekortklip, en betinget frakendelse og en ubetinget.

En af dem, der fik et klip, var en kvinde, som var i fuld gang med at lave Snapchat-video af sit 8-årige barn, mens hun kørte bilen. Det er uvist, om hendes Snapchat-venner nåede at se hende få en sigtelse for at køre med mobiltelefonen i hånden.

En bilist på Sintrupvej kan nu vinke helt farvel til kørekortet, efter han blev målt til at køre 109 km/t i en byzone. Ud over en frakendelse af kørekortet i seks måneder, kan han også se frem til en bøde på 6500 kroner.

Derudover havde flere bilister åbenbart ikke set politiets og Aarhus Kommunes kampagne ”Brems for gult”. Fire kørte over for gult, mens fem tog den over for rødt.

I alt blev det til 22 sigtelser fredag aften. De fordelte sig på følgende vis:

• 1x narkokørsel.
• 1x kørsel uden førerret.
• 1x hastighed i 50 km/t-zone til ubetinget frakendelse.
• 5x hastighed klip.
• 1 x hastighed.
• 1 x hastighed til betinget frakendelse.
• 5 x rødt lys (klip)
• 4 x gult lys.
• 2 x ulovlig overhaling klip.
• 3 x mobiltelefon klip.
• 1 x manglende brug af sele
• 1 x kørsel i uindregistreret personbil
• 1 x kørsel i personbil uden forsikring
• 1 x tyveri af nummerplade
• 1 x lov om euforiserende stoffer
• 1 x fuld cyklist uden lys