En person er dræbt med knivstik under slagsmål

(Foto: Local Eyes)

VALBY: I forbindelse med et større slagsmål, natten til mandag, i Valby er en person dræbt med knivstik og yderligere tre såret af knivstik.

Københavns Politi oplyser i en pressemeddelelse at politikredsen fik alarm klokken 00.40 om et større slagsmål ved Carl Th. Dreyers Vej i Valby. Her skulle omkring 15 mennesker være oppe og slås og adskillige patruljer blev med det samme afsendt til stedet.

– I forbindelse med slagsmålet er fire personer knivstukket. En 27-årig mand er i den forbindelse afgået ved døden. De pårørende er underrettet. De tre andre er ikke i kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi.

– Vi arbejder ud fra formodningen om, at det er to lokale grupper, der er stødt sammen. På nuværende tidspunkt tyder det ikke på, at det er banderelateret, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling.