Mænd dolkede kvinde og smed hende ud fra altan

KOLDING: Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med borgere, der har været i området omkring Skovvejen i Kolding mandag den 2. september 2019 i tidsrummet kl. 17.45-18.30.

Tre mellemøstlige mænd på 26, 29 og 37  fremstilles i dag i grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab mod en 26-årig kvinde, der blev stukket med en kniv i hendes lejlighed. Mændene blev anholdt kort efter, at kvinden ved 18-tiden var blevet kastet ud over en altan fra sin 1. sals lejlighed  på Skovvejen i Kolding.

Kvinden er tirsdag meldt udenfor livsfare trods den brutale behandling.

Den ene af de tre mænd er kvindens tidligere kæreste. Grundlovsforhøret, der afholdes for lukkede døre, er endnu ikke afsluttet.

’Vi har brug for borgernes hjælp til at komme til bunds i denne alvorlige sag’, oplyser vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi. ’Så har du været i området, eller har du oplysninger, der kan hjælpe Sydøstjyllands Politi i efterforskningen, så ring til os på tlf. 114.’

’Af hensyn til efterforskningen kan vi ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt’, tilføjer vicepolitiinspektør Frede Nissen.