Politi tilkaldt til stort slagsmål

(Foto: Allan Andersen)

AARHUS: Østjyllands Politi fik onsdag kl. 21.55 en anmeldelse om et større slagsmål mellem en gruppe på 10-15 personer på Vestergade i Aarhus.

Patruljen kom til stedet spottede de en gruppe på fem personer, der kom gående af Møllegade i retning mod Vestergade, og som umiddelbart passede på det signalement, som anmelderen havde givet. Alle personerne blev bedt om at blive på stedet, hvilket en af dem, en 34-årig mand, gentagende gange nægtede.

Han blev bedt om at legitimere sig selv, hvilket han heller ikke ønskede, og da han fortsatte sin aggressive fremtoning blev han til sidst anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Kl. 01.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en dørmand havde haft problemer med en meget aggressiv mand, der havde sparket og nikket skaller. Dørmanden havde lagt manden i håndjern, og afventede nu politiets ankomst. Da betjentene kom til stedet blev den 30-årige mand anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.