Spritbilist forårsager færdselsuheld: Påkørte biltyv i stjålet bil

(Foto: Allan Andersen)

AALBORG: Lørdag aften kl. 21:35 blev en bilist sigtet og anholdt for spritkørsel i forbindelse med et færdselsuheld på Vestre Fjordvej i Aalborg Vest.

Spritbilisten, en 46-årig mand, påkørte en personbil, der heraf blev skubbet ind i en tredje personbil. En beredskabspatrulje efterfulgt af en ambulance ankom til stedet, hvor de kunne konstatere, at der udelukkende var materiel skade i uheldet. Heldigvis led ingen personer skader.

Den 46-årige mand viste sig at være tydeligt beruset, da han snakkede snøvlet og ikke kunne holde sin balance. Ved en alkometertest blev det understreget, at hans promille var over de tilladte 0,5. Han blev derfor sigtet og anholdt for spritkørsel.

Den personbil, som den 46-årige mand påkørte, viste sig desuden at være brugsstjålet. Føreren, der på nuværende tidspunkt er ukendt, af den pågældende bil var smuttet fra stedet og havde forladt bilen ved patruljens ankomst.

Ejeren blev efter uheldet kontaktet, og han har efterfølgende afhentet sin personbil fra færdselsuheldets lokation. Nummerpladen på bilen var desuden også stjålet – dog uden anmeldelse. Ejeren til nummerpladen blev også kontaktet, og nummerpladen er klar til afhentning.