Trådt over tæerne: Buspassager gav kvinde en lussing

(Foto: Politi.dk)

AARHUS: En 23-årig kvinde anmeldte tirsdag, at hun havde fået en lussing af en anden kvinde under en bustur omkring kl. 17.30.

Den 23-årige havde sin søn og hans kammerat med, da hun steg på bussen omkring Paludan-Müllers Vej i Aarhus V.

Sønnen kom, ifølge den 23-årige, til at træde en kvindelig buspassager over tæerne, og det gjorde kvinden så sur, at hun højlydt skældte den 23-årige og hendes søn ud.

Det førte til en diskussion mellem de to kvinder, og det endte, ifølge vidner, med, at den 23-årige fik en hård lussing af den anden kvinde.

Flere passagerer greb ind, og den 23-årige stod efterfølgende af bussen med børnene. Der blev taget et billede af kvinden, som slog, og Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere.