Velkommen på forsiden: Hvem er denne voldsmand?

RANDERS: Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere en mand, der har begået vold mod en anden mand i Randers.

Lørdag den 27. juli ved 05.30-tiden gik en 30-årig mand hen mod taxaholdepladserne i Trangstæde ved Rutebilstationen i Randers, da han mødte en ukendt mand, som virkede voldelig og truende. Manden råbte højt og hoppede rundt mellem bilerne, der holdt på parkeringspladsen.

Den 30-årige forsøgte flere gange at tale manden til ro, men da det ikke havde nogen effekt, gik den 30-årige fra stedet i retning mod taxa-holdepladserne. På vej væk blev han pludselig slået ned bagfra med et knytnæveslag i hovedet.

En taxachauffør lagde sig herefter imellem gerningsmanden og den 30-årige mand, hvorefter gerningsmanden forlod stedet i retning mod Randers Bro.

Et vidne havde stået i nærheden og havde også bemærket den meget aggressive mand. Hun havde filmet manden med sin mobiltelefon, og det offentliggjorte billede stammer fra denne optagelse.

Manden beskrives som:
Dansk af udseende
20-30 år gammel
Ca. 175-180 cm høj
Spinkel til almindelig af bygning
Sort, kort hår
Var iført en orange sweatshirt og cowboybukser

Hvis man ved hvem personen på billedet er, så kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.