Vidner søges i forbindelse med dødsfald i Erritsø

(Foto: local Eyes)

ERRITSØ: Sydøstjyllands Politi var torsdag massivt tilstede i området omkring Ekkodalen 32 i Erritsø, hvor en 58-årig mand tidligere i dag blev fundet død i en villa.

Efterforskningen af dødsfaldet fortsætter med henblik på at afdække, om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet. Sydøstjyllands Politis tekniske efterforskere og hundeførere arbejdede dagen og aftenen igennem i området for at foretage undersøgelser på og omkring findestedet.

Der vil senere blive gennemført en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå dødsårsagen og dermed kaste lys over, om omstændighederne omkring fundet af den afdøde skyldes en forbrydelse. Det er ikke muligt at oplyse, hvornår et resultat af obduktionen foreligger og det kan heller ikke på nuværende tidspunkt oplyses, om konklusionen vil kunne deles med offentligheden på dette stadie af sagen.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, der har været i området i går og i dag, eller andre som i øvrigt kan have oplysninger af betydning for sagen.

Har du oplysninger i sagen, så ring til Sydøstjyllands Politi via 1-1-4.

Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger, der kan deles med offentligheden.