19-årig truet til at udlevere penge og forsøge at optage kviklån

(Foto: Allan Andersen)

RANDERS: Søndag eftermiddag blev en 19-årig mand udsat for røveri i Randers. Den 19-årige havde sagt ja til at give én af sine kammerater et lift. På vejen mod Randers Storcenter skulle de samle to andre personer op, som kammeraten kendte.

Èn af de personer, en 21-årig mand, ville gerne tale alene med den 19-årige ind i bilen, og han bad de to andre om at gå ud. Den 21-årige forsøgte angiveligt at få den 19-årige til at låne ham penge, men da den 19-årige oplyste, at han ikke havde nogen penge, gik de i stedet ind i Randers Storcenter, hvor den 21-årige, angiveligt ved brug af trusler, forsøgte at få den 19-årige til at optage kviklån for at kunne købe en iPhone til ham.

Det lykkedes dog ikke for den 19-årige at optage et lån, så den 21-årige truede ham til at udlevere de penge, han havde, hvorefter parterne gik hver til sit.

Den 21-årige blev senere på eftermiddagen kontaktet af politiet og sigtet for røveri.