2,5 og 3 års fængsel for besiddelse af skydevåben med ammunition på offentligt sted

(Modelfoto)

Onsdag blev to mænd ved Retten i Aarhus dømt for den 21. februar at have været i besiddelse af en pistol med ammunition på offentligt sted i Viby ved Aarhus.

En 33-årig mand blev idømt 3 års fængsel, mens en 41-årig mand blev idømt 2½ års fængsel. Straffen til den 33-årige omfattede 5 måneders reststraf fra en tidligere dom, som han var prøveløsladt fra.

Pistolen blev fundet i et grønt område ved vejkanten, hvor de to mænd i en større BMW kort forinden havde forsøgt at køre fra politiet. I samme område fandt politiet 26 patroner tilhørende pistolen. Der blev fundet DNA-spor fra den 41-årige på aftrækkeren på pistolen.

Under flugtkørslen kørte den 33-årige fører bl.a. overfor rødt lys med mere end 150 km/t, mens han var påvirket af kokain og uden at have kørekort. Retten takserede det som vanvidskørsel, hvilket han også blev dømt for.

Bilen forulykkede ved Viby Torv, hvor de to mænd undløb fra bilen. Den 33-årige blev anholdt få minutter senere, da han gemte sig i en have. I bilen fandt politiet yderligere 14 patroner tilhørende pistolen samt 2 mobiltelefoner tilhørende de to mænd.

Skærpende omstændigheder
De to mænd blev dømt for besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition på offentligt sted under skærpende omstændigheder, og ved under flugten fra politiet at have kastet pistol og ammunition ud af vinduet.

”Besiddelse af skydevåben med ammunition på offentligt sted er en alvorlig forbrydelse, og jeg er tilfreds med, at de to mænd nu er idømt en længere fængselsstraf”, siger anklager Jacob Gents.

Begge mænd nægtede sig skyldige i besiddelse af pistol og ammunition. Den 33-årige erkendte at have været fører af bilen.

De tog begge betænkningstid i forhold til at anke dommen, og blev begge varetægtsfængslet efter dom frem til afsoning.