Banedanmark bil eksploderet på baneterræn

(Foto: Allan Andersen)

HELSINGØR: En arbejdsvogn fra Banedanmark, som holdt parkeret på baneterrænet langs 24-timers parkeringen, brød tirsdag formiddag i brand. Under branden eksploderede bilen med et ordentligt brag, og satte ild til flere biler.

Nordsjællands Politi kan klart afvise spekulationer om kriminel handling bag eksplosionen, som er helt afklaret som et uheld i forbindelse med Banedanmarks arbejde på baneterrænet.

Helsingør Kommunes Beredskab blev alarmeret kl. 11.26 om ild i en bil på baneterrænet langs 24-timers parkeringen bag Svingelport, og inden brandkøretøjerne nåede frem eksploderede bilen med et kæmpe brag og slyngede vragdele langt omkring – herunder dele af bilens tag som landede midt på parkeringspladsen, ca. 35 meter væk fra den brændende bil.

Varebilen holdt således ikke på parkeringspladsen, men var parkeret på baneterrænet af to Banedanmark medarbejdere som arbejdede i området og altså på ingen måde nogen mystik omkring bilens ejerskab eller placering på stedet.

Branden spredte sig hurtigt til flere biler som holdt på den anden side af trådhegnet, og området omkring p-pladsen blev afspærret, mens politi og brandvæsen arbejdede på stedet.

EOD, Beredskabsstyrelsen samt en stor mængde teknikere arbejdede dagen igennem på stedet, og der er intet som tyder på at der skulle ligge en kriminel handling bag hændelsen.

Hvad der udløste eksplosionen er endnu ikke kendt, men bilen skal som så mange andre arbejdsbiler have haft gasflasker i varerummet og det kan meget vel have udløst den voldsomme eksplosion.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)