Flere anholdt efter indbrud

(Foto: Politi.dk)

NYKØBING: Tirsdag klokken 15.41 fik politiet en anmeldelse om, at en ukendt mand luskede omkring ved lejlighederne på H. Brodthagensvej.

Vidner gav et signament af den pågældende, og klokken 16.00 anholdt politiet en 18-årig mand fra Nakskov, der befandt sig i området. Han havde et slagvåben i form af et kosteskaft, otte små poser med i alt 4,27 gram amfetamin og forskellige tyvekoster i lommerne.

Den 18-årige blev sigtet for indbrud, for overtrædelse af våbenloven og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Politiet undersøgte efter indbruddet et par adresser i Nykøbing, hvor den 18-årige havde opholdt sig, og her blev der fundet ulovlige stoffer i form af amfetamin. I den forbindelse anholdt politiet yderligere to 18-årige mænd, og alle de tre anholdte fremstilles senere onsdag i grundlovsforhør.