Mand indsmurt i blod: Jeg er blevet stukket ned

(Arkivfoto: Local Eyes)

ROSKILDE: Torsdag aften kl. 22.07 fik politiet en henvendelse fra ambulancepersonale, der var tilkaldt til en adresse på Hyrdehøj Alle, hvorfra de skulle bringe en meget blodindsmurt mand på skadestuen. Manden havde over for ambulancepersonalet oplyst, at han var blevet stukket ned.

Politiet kørte derfor til stedet for nærmere undersøgelse, medens ambulancepersonalet kørte den tilskadekomne, en 44-årig mand fra Roskilde, på hospitalet. Hans bopæl blev nærmere undersøgt med assistance fra kriminalteknikere for at få klarlagt, hvad der kunne være sket på den 44-åriges bopæl.

Med baggrund i politiets undersøgelse og kriminalteknikernes arbejde konkluderede politiet, at der ikke havde fundet noget overfald sted på mandens bopæl, idet han kun havde været alene i ganske kort inden anmeldelsen til alarmcentralen om overfaldet.

Politiet formoder, at den 44-årige muligvis selv kan have påført sig skader.

Den tese forsøges af- eller bekræftet, når politiet får mulighed for afhøring af den 44-årige, der fortsat er indlagt på et hospital.