Motorcyklist påkørte bus frontalt: Brækkede ryggen flere steder

(Foto: Allan Andersen)

ROSKILDE: Tirsdag kl. 12.11 fik politiet via alarm 112 melding om, at en motorcyklist og en bus var stødt sammen på Hejnstrupvej i Tågerup. En ambulance var sendt til uheldsstedet, hvor en 28-årig mandlig motorcyklist fra København S lå på vejbanen.

Han var ved bevidsthed og blev straks kørt til behandling på en skadestue. Vejen blev spærret i begge retninger, medens politiet undersøgte uheldsstedet.

Det viste sig, at den 28-årige var kørt ad Gundsølillevej mod syd, da han i en svag højrekurve ved en vejindsnævring ikke langt fra Gundsølillevej stødte frontalt sammen med en modkørende bus ført af en 68-årig mand fra Tølløse.

Buschaufføren slap uskadt fra uheldet, og der skete kun mindre materielle skader på bussen, medens motorcyklen ikke kunne køre fra stedet. Vejen var ryddet kl. ca. 1235, og politiet fik efterfølgende oplyst, at motorcyklisten havde pådraget sig et par knoglebrud i ryggen som følge af sammenstødet.

Hvorvidt vejret i form af strålende solskin kan have haft indflydelse på årsagen til uheldet, forsøger politiet nu at få afklaret.