Narkobilist med hash mistede bilen

(Foto: Allan Andersen)

KØGE: Onsdag kl. 12.50 standsede politiet en personbil på Strandvejen med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Bilen blev ført af en 38-årig mand fra Nakskov, som i forvejen var frakendt kørekort.

En rutinemæssig narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ved visitationen af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af godt tre gram hash, som han blev sigtet for ulovlig besiddelse af.

Ved nærmere undersøgelse af hans personlige forhold kunne politiet konstatere, at han inden for de seneste tre år var sigtet 12 gange tidligere for kørsel i en bil trods frakendelse af kørekortet.

Politiet beslaglagde derfor hans personbil med henblik på senere konfiskation ved et retsmøde, som han vil blive indkaldt til, når sagerne mod ham skal afgøres.