Narkohandlere smidt bag tremmer i årevis

(Modelfoto)

Der er tirsdag faldet dom i et større sagskompleks om handel med narkotika ved Retten i Nykøbing F.

Sagen drejer sig i hovedsagen om handel med amfetamin, som er foregået med udgangspunkt i Orehoved på Falster. Fem personer var tiltalt, herunder fire arrestanter. De fem personer blev idømt følgende straffe:

• En 50-årig mand blev idømt 10 års fængsel.
• En 47-årig kvinde blev idømt 9 års fængsel.
• En 29-årig kvinde blev idømt 6 års fængsel.
• En 31-årig kvinde blev idømt 2 år og 6 måneders fængsel.
• En 44-årig mand blev idømt 1 år og to måneders fængsel.

De domfældte har alle anket til frifindelse. De fire arrestanter blev fortsat fængslet efter dommen.

I sagskomplekset er der tidligere faldet dom over i alt otte andre personer, der samlet er idømt 9 år og 7 måneders fængsel. Det forventes endvidere, at der falder endnu et par domme i sagskomplekset.

– Forud for dommen er der foretaget en dygtig og omfattende efterforskning af politikredsens afdeling for organiseret kriminalitet, og jeg er meget tilfreds med dagens resultat, siger specialanklager Skipper Pelle Falsled.