To sager om besiddelse af en kreditkortkniv

(Modelfoto)

De to tiltalte havde begge været i besiddelse af en såkaldt kreditkortkniv. Procesbevillingsnævnet har den 3. oktober 2019 meddelt to tiltalte tilladelse til anke til Højesteret af to domme, der er afsagt af Østre Landsret og Vestre Landsret henholdsvis den 20. marts 2019 og den 2. april 2019.

I den ene sag var der rejst tiltale for besiddelse af kniv i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.

Byretten dømte for overtrædelse af både knivlovens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 8. Byretten henviste blandt andet til, at det efter knivlovens § 2, stk. 1, nr. 8, kræver politiets tilladelse at erhverve, besidde, bære eller anvende kårestokke og andre blankvåben, der fremtræder som en anden genstand. Byretten fandt, at den tiltalte havde været i besiddelse af en såkaldt kreditkortkniv, og efter knivens størrelse og udformning i sammenfoldet stand, lagde byretten til grund, at kniven i denne stand fremtrådte som en anden genstand, og at kniven var omfattet af knivlovens § 2, stk. 1, nr. 8. Byretten fastsatte straffen til en bøde på 5.000 kr.

Tiltalte ankede dommen til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Landsretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af knivlovens § 1 om besiddelse af knive og blankvåben m.v. på offentligt tilgængelige steder uden anerkendelsesværdigt formål.

Landsretten fandt, at kniven i uudfoldet stand havde en udformning, som på flere måder lignede et kreditkort, idet målene på kniven i det væsentlige var det samme som et kreditkorts. Udformningen af kniven var imidlertid også på flere måder forskellig fra et kreditkort. Kniven var således tykkere og kunne bøjes, ligesom knivbladet umiddelbart var synligt og genkendeligt. Med henvisning til ordlyden af knivlovens § 2, stk. 1, nr. 8, og forarbejderne hertil fandt landsretten, at den konkrete kniv ikke fremtrådte som en anden genstand, hvorved det blev skjult, at der var tale om en kniv. Tiltalte blev derfor frifundet for denne del af tiltalen. Landsretten nedsatte herefter straffen til en bøde på 3.000 kr.

I den anden sag var der rejst tiltale for flere forskellige forhold. Der var blandt andet rejst tiltalte for flere overtrædelser af straffelovens § 266 og overtrædelse af knivlovens § 2, stk. 1, nr. 8, ved at have været i besiddelse af en kreditkortkniv på en virksomheds adresse i hvilken forbindelse han fremsatte trusler over for personalet.

Byretten fandt tiltalte skyldig i forskellige forhold. På baggrund af tiltaltes egen forklaring og det i øvrigt fremlagte i sagen fandt byretten det bevist, at tiltalte havde været i besiddelse af en kniv udformet som et kreditkort.

Den tiltalte var tidligere straffet flere gange blandt andet for trusler og overtrædelse af våbenlovgivningen. Byretten fandt, at den samlede straf, der var en tillægsstraf til tiltaltes tidligere straffedomme, jf. straffelovens § 89, skulle fastsættes til 5 måneders fængsel og en bøde på 9.000 kr.

Tiltalte ankede dommen til landsretten, der stadfæstede byrettens dom. For så vidt angår forholdet om besiddelsen af kreditkortkniven tiltrådte landsretten af de grunde, som byretten havde anført, at tiltalte havde overtrådt knivlovens § 2, stk. 1, nr. 8.