To varetægtsfængslet i sag om skinke-tyverier

(Modelfoto)

Den videre efterforskning pågår nu ved UKA Vest for blandt andet at kortlægge, hvem der mangler 73 skinker til en værdi af i alt 20.000 kroner.

To mænd på henholdsvis 25 og 31 år, begge rumænske statsborgere, blev onsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet frem til den 23. oktober i en sag om tyveri og hæleri af 73 skinker.

De to personer blev anholdt natten mellem tirsdag og onsdag, nær grænsen, af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Køretøjet blev ransaget, hvor betjentene fandt 73 skinker a et kilo til en samlet værdi af cirka 20.000 kroner samt et såkaldt juletræ, en skinkeholder, til brug ved transport.

De to mænd, der er sigtet for dels tyveri af skinkerne, dels hæleri af kødet, nægter sig skyldige. De har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Den videre efterforskning pågår nu ved UKA Vest for blandt andet at kortlægge, hvor kødet er blevet stjålet.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.